Enhedslistens erhvervspolitik

Lolland – også for mikrovirksomheder

Tænk hvis der kommer borgere til Lolland som vil udleve deres drøm om en lille virksomhed, fællesskab med gode naboer og dejlig natur? Fordi forholdene for mikrovirksomheder på Lolland er så gode at andre har lyst til at flytte efter dem.

kvindelig håndværker. iStockI forvejen står mikrovirksomheder (virksomheder med under 10 ansatte) for ca. 44 % af omsætningen i Lolland Kommune (DI 2021).

I Enhedslisten mener vi at disse små virksomheder er vigtige for kommunen og borgerne. Mikrovirksomheder er med til at skabe liv og handel i byerne, de betaler skat i kommunen og mange arbejder i dem.

 

ENHEDSLISTEN LOLLAND ARBEJDER FOR

At udvikle muligheder for handelsliv og andre mikrovirksomheder i kommunens fysiske planlægning

Et handelsliv med forskellige butikker er vigtigt for både ejere og borgere. Butiksejerne har et levebrød der engagere dem og borgerne nyder godt af butikker i nærområdet med varieret udbud, service og arbejdspladser. Til sammen er det en vigtig del af de aktiviteter som giver os et fællesskab.

På samme måde er det vigtigt at have mindre virksomheder der ligger rundt omkrig så der er arbejdsmuligheder i nærheden af hvor man bor.

Alt dette skal kommunen have for øje når der planlægges. Det være sig trafikplanlægning, lokalplaner og kommuneplaner. Kommunen kan ikke tvinge borgerne til at handle i bestemte butikker men de kan planlægge hvordan trafikken bevæger sig, hvor der er hyggeligt at være og hvor der er let at komme til.

Samtidig må vi erkende at ingen byer på Lolland er store nok eller har handel nok til et aflastningsområde jf. planlovens § 5n

At mikrovirksomheder bliver betjent med hjælpsomhed og god rådgivning når de henvender sig til kommunen.

Alle virksomheder har brug for at kende reglerne for at drive virksomhed hvad enten det er love, lokalplaner eller andre kommunale beslutninger. Ejerne af mikrovirksomheder er faglige dygtige men bevæger sig som regel ikke særligt hjemmevant rundt i love og kommunale regler.

Når mikrovirksomheder henvender sig til kommunen har de derfor ofte brug for vejledning. Alle kommuner har en vejledningsforpligtigelse. Dermed er kommunen forpligtet til at vejlede borgerne både når de spørger og når kommunens medarbejder kan se at der er misforståelser m.v..

For at opfylde forpligtelsen til at vejlede er det nødvendigt at Lolland kommune fokuserer på mikrovirksomheders behov for vejledning.

At erhvervsservice udbreder viden til eksisterende støtteordninger for mikrovirksomheder og for virksomheder i landdistrikterne.

Lolland kommunes erhvervsservice skal støtte og vejlede lokale virksomheder. For mikrovirksomheder er det svært at skaffe finansiering f.eks. til ombygninger eller udvidelser. Men der findes en række statslige ordninger og fonde hvor man kan få hjælp. Disse ordninger skal Lolland kommunes erhvervsservice orientere mikrovirksomhederne om. Oplysningen skal ske både ved henvendelse men også gennem kanaler som ejerne af mikrovirksomheder ser f.eks. sociale medier.

At vi lære af Fejøs succes med tilflyttere der vil udleve en drøm om selvstændig virksomhed.

På Fejø har borgerne gennem de senere år haft succes med at tiltrække forskellige slags mikrovirksomheder og integrere dem i det lille samfund. Det er både tilflyttere og ejere af fleksboliger der udlever deres drøm på Fejø.

Fejø har et stærkt og aktivt fællesskab. Men det har vi også andre steder på Lolland som kan lære af Fejø. Lolland Kommunes erhvervsservice skal derfor indlede et samarbejde med fajbattingerne og ejerne af de nye mikrovirksomheder på Fejø. Samarbejdets formål er at give erfaringer fra Fejø videre til andre mindre bysamfund.

At forskellige udbud bliver opdelt så mindre virksomheder også har mulighed for at byde ind.

Lolland Kommune sender en del ting i udbud. Der er simpelthen love der påbyder dette. Ved at opdele disse udbud i mindre dele vil mikrovirksomheder også kunne byde ind med en løsning.

At fremme forhold for natur- og cykelturisme samt at vi sikre at de tiltag der gavner turismen også opfylder behov hos borgerne

I Lolland kommune har vi begrænsede ressourcer f.eks. vand. Til gengæld har vi dejlig natur og muligheder for at cykle f.eks. på digerne. Samtidig er det slået fast at cykelturister bruger flere penge pr. døgn i lokale butikker end andre former for turisme. Vi skal derfor fremme forholdene for den mindre, bæredygtige turisme og holde os fra mere masseturisme.

Når Lolland kommune investerer i tiltag der kan fremme turismen skal de også være til gavn og / eller glæde for fastboende borgere.

Enhedslistens forslag på landsplan

Ni ud af ti virksomheder i Danmark har under ti ansatte og sammen med freelancer m.v. står de for ca. 25 % af samfundet omsætning. Tilsammen beskæftiger de ca. 650.000 mennesker på landsplan.

Alligevel har erhvervspolitikken i mange år først og fremmest været rettet mod de store eksportorienterede selskaber og vækstvirksomheder. Dansk Byggeri har talt op, at kun 4 pct. af de erhvervs- og vækstpolitiske initiativer der kom i 10’erne har rettet sig direkte mod mikrovirksomheder.

Området er ikke uden problemer

Små erhvervsdrivende/freelancer har f.eks. en dårligere social sikring end andre borgere i forbindelse med barsel og der er ringe muligheder for at aftale rimelige betalingsvilkår hvis man er en lille underleverandør.

Enhedslisten udarbejdede i 2019 en erhvervspolitik med fokus på de små. Vores krav er desværre stadig aktuelle. Vi har (som altid) anvist finansiering af alle vores forslag.

ENHEDSLISTEN ARBEJDER FOR

  • Stærkere sociale rettigheder for selvstændige og ansatte i små virksomheder
  • En myndighedskontakt der fungerer også for mikrovirksomheder
  • Bedre retslig beskyttelse mod misbrug fra de store
  • Fair skatteregler
  • Bedre adgang til kredit og investeringer

Læs også

En Erhvervspolitik Med Fokus På De Små
Enhedslistens landspolitiske udspil til en bedre erhvervspolitik.
NB Udspillet er fra 2019 men forslagene er desværre stadig aktuelle. Vær dog opmærksom på at dagpengereglerne er ændret sig (beskrivelsen side 4)

Program til kommunalvalget 2025

Enhedslistens vision for fremtidens Lolland

Vision for offentlig transport på Lolland

Bekymringer om drikkevand