Enhedslistens byrådsarbejde
I Lolland Kommune kan man ikke forvente at få vedtaget forslag i Byrådet hvis man er en del af oppositionen. Men det skal ikke forhindre os i at stille vores fornuftige forslag. Vi udnytter vores mulighed for at gøre opmærksom på store og små problemer i kommunen så godt vi kan. Samtidig foreslår vi hvordan vi synes løsningen skal være.
Forslag til budget 2026
Enhedslisten kan heller ikke i 2026 bakke op om flertallets budgetforlig, der intensiverer afviklingen af borgernær velfærd og kommunens værdier til fordel for støtte til ”private investorer” eller ”lottokuponer” som borgmesteren kalder det.
Vi har derfor igen udarbejdet vores eget forslag.
Hvorfor vores eget budgetforslag?
Enhedslisten har i de senere år udarbejdet vores eget budgetforslag i stedet for at stille ændringsforslag til flertallets forslag. Det gør vi for at vise at det ER muligt at finde flere penge til velfærd hvis det bliver prioriteret. I budget 2026 vil vi så småt begyndt genopretningen af kommunen.
Vi ved godt at nogle af vores forslag kræver tid at indføre. F.eks. at nedlægge stillingerne som sektorcheferne. Vi har valgt at vise hvad der er muligt når stillingerne er nedlagt.
Vores forslag er naturligvis ikke lige så professionelt som flertallets, da flertallet bruger administrationen til hjælp. Men vi har en bedre prioritering.
Budget 2026
Enhedslisten har valgt at tage udgangspunkt i administrationens forslag inkl. tekniske korrektioner. I sparekataloget er der 3 acceptable forslag som er kommet med i vores budgetforslag.
I det forslag som administrationen har fremlagte er der et overskud efter driften på 66,9 mio. kr. Der er renter og afdrag på lån for ca. 134 mio.
Administrationen forventer at kommunens likviditet vil blive endnu lavere i 2026 end i 2025. På byrådsmøder i 2025 har flertallet igen bevilliget store beløb til opkøb og byggemodning af arealer til erhverv. Enhedslisten mener at vi skal sælge grundene og overlade projekterne til private. Kommunen har simpelthen ikke pengene til at være ejendomsudvikler.
Flertalspartierne har traditionelt også “fundet” nogle penge i budgettet. Hvis flertallet har fundet penge, der ikke betyder nedskæringer, betragter vi dem som et ændringsforslag til vores budget. De penge vil blive brugt til at styrke likviditeten.
Arbejdet med budgettet
Vi bad allerede i starten af sommeren om et møde med administrationen i slutningen af sommeren. Den henvendelse fik vi ikke svar på, heller ikke efter at vi rykkede.
Først ved 1. budgetmøde med flertalspartierne fik vi en aftale. Derfor var vi først til møde med administrationen den 15.9. Efterfølgende har der desværre været sygdom og andet i administrationen som betyder at vi ikke har fået alle nødvendige oplysninger i tide til at vi kunne arbejde ordentligt med dem. Nogle af tallene har vi derfor taget fra regnskab 2024.
Talmateriale
Her vil vi bruge penge (i 1.000 kr.)

Her vil vi spare (i 1.000 kr.)

Læs Budget2026 Lolland Kommune fra Enhedslisten.
Forslag til budget 2025
Vi bruger kræfter på at udarbejde det fordi det er vigtigt for os at vise at budgetter er et valg. Det er er valg om man vil prioriterer borgere og velfærd eller om man vil noget andet.
Lolland kommune er en fattig kommune. Enhedslisten mener derfor at vores fælles opgave først og fremmest er at sikre borgernes VELFÆRD og LIVSMULIGHEDER så godt som muligt.
Til gengæld er vi parate til at ofre prospekter og anden støtte til private investorer, tykt ledelseslag, symbolpolitik og dyr mad.
Vores budget er ikke perfekt. Vi har f.eks. glemt borgerrådgiveren (så vi må stille et ændringsforslag 🥴) og var ikke klar over behovet for udbygning af Geia. Der er en del udgifter vi ved er der, men stadig ikke har “fundet”.
Det er fordi vores budget er “hjemmelavet” – vi har ikke en administration. Vi får hjælp fra administrationen i form af svar på vores spørgsmål hvis de er præcise nok; resten er vores eget.
Vores budget HÆNGER SAMMEN og vi bruger ALT under serviceloftet*.
Vores budget er IKKE ULTIMATIVT. RETNINGEN, at prioriterer borgernes velfærd højest, ER derimod ultimativ.

Forslag til budget 2024
Enhedslisten vil udvikling
Enhedslisten kan heller ikke i 2024 bakke op om flertallets budgetforlig fordi det fortsætter afviklingen af hjælp og støtte til de borgere der har allerfærrest penge og allermest brug for hjælp. F.eks. støtte til udsatte borgere, støtte til børns adgang til fritidsdeltagelse og støtte til plejefamilier.
Der skæres også over en bred kam på kulturtilbud. Busser i landdistrikterne og færgerne til øerne står også for skud. I det hele tage er budgetforliget et stort skridt hen mod afvikling af borgernes mulighed for at leve det gode liv på Lolland.
Enhedslisten vil en anden vej
Vi vil udvikle velfærden, vedligeholde eksisterende bygninger, veje, fortove m.v., have mere vild natur og omsætte den grønne omstillings store momentum til et nyt erhvervslandskab med et mangfoldigt og attraktivt arbejdsmarked.
Kommunens servicetilbud skal placeres i samarbejde med borgerne dér, hvor de efterspørges. Retningslinjer for, hvornår daginstitutioner, skoler og plejecentre betragtes som bæredygtige, skal borgerne opleve som værende tydelige og rimelige. Kommunen skal være en medspiller, når borgere etablerer og vedligeholder lokale fællesskaber, om det er i byen eller på landet. Kommunens servicetilbud skal desuden løbende udvikles i samarbejde med både borgerne og de medarbejdere, som i deres arbejdshverdag er i direkte kontakt med borgerne.
Budget for 2024
I administrationens forslag til budget 2024 er der indsat 176 mio. til pris- og lønfremskrivninger samt 84 mio. til tekniske korrektioner. Det mener vi i Enhedslisten er meget, meget højt. Vi arbejdet på at finde ud af hvorfor, men nåede ikke få det hele på plads i tide. Derfor har vi valgt at tage udgangspunkt i administrationens forslag.
Her er der brug for flere penge
Ved at gennemføre Enhedslistens budgetforslag kan vi, med samme resultat som flertalspartiernes budgetforslag, bevillige 8 mio. mere til genopretning af folkeskolen og alligevel frigøre ca. 25 mio. til velfærd.
Ud over skolerne vil Enhedslisten bruge penge på at sænke forældrebetalingen til daginstitutionerne, som ellers står til at få et ordentligt ”hop”. Vi vil øge pensionisters og andet godtfolks mulighed for at få bevilliget tilskud til ekstraordinære udgifter ved at opdaterer det standardbudget som forvaltningen bruger i sagsbehandlingen. Og vi vil bruge penge på alle lysanlæg i kommunen.
De sidste mio. mener vi at udvalgene skal fordele.
Pengene er der, men prioriteres forkert
Vi finder pengene ved at fjerne et ledelseslag, stoppe med spin og udarbejdelse af planer på vegne af ”private investorer” og blive mere forsigtige med at bruge eksterne advokater. Derud over vil vi mindske udgifter til mødeafholdelse såvel byrådsmedlemmernes honorarer.
Det mener vi er en rigtig prioritering.
Budget2024 Lolland Kommune Enhedslisten
Forslag til ændring i praksis i afgørelser – Byrådsmødet den 30.03.2023
Sagsfremstilling:
Følgende er modtaget fra Enhedslisten.
>I Lolland Kommune har der de sidste år været den holdning at afgørelser i sager godt må udfordre Ankestyrelsen til at “finde niveauet”.
Det er beskrevet i sagsfremstillinger om Danmarkskortet (f.eks. Pkt. 11 i dette referat:
Dagsorden (lolland.dk) ) og har ligeledes været nævnt i Byrådet.
Den 22.2.2023 bragte K-NEWS et interview bl.a. med sektorchef Jesper Daugaard hvor han forklarer om princippet.
Denne artiklen udløste et blogindlæg fra Cand. Jour. Sanne Møller hvori hun gør
opmærksom på at kommunens praksis er i modstrid med loven:
“Det er en kommunes pligt at oplyse en sag, før den træffer afgørelse. Det følger bl.a. af
retssikkerhedslovens § 10 og hedder oplysningsprincippet. Det er også en kommunes pligt at undersøge retsgrundlaget og sikre sig, at der er hjemmel, inden der træffes afgørelse. Det hedder legalitetsprincippet.”
På den baggrund beslutter Byrådet at forlade det nævnte princip og anbefaler
administrationen at følge Sanne Møllers forslag til praksis som det fremgår af
blogindlægget.
Interview i K-NEWS: Det er ikke nødvendigvis dårlig retssikkerhed, når Ankestyrelsen
irettesætter kommuner (k-news.dk)
Blogindlæg i K-NEWS:
af Cand. Jour. Sanne Møller: BLOG Forråelse og vildledende ledelse på socialområdet (k-news.dk)
Sagen afgøres af Byrådet
Beslutning
Fraværende: Marie-Louise Brehm Nielsen
Byrådet støtter op om en praksis, hvor kommunen er optaget af de fortolkningsmuligheder lovgivningen har, så længe det sker indenfor rammerne af gældende krav til korrekt sagsbehandling.
Begrundelsen for den ændrede beslutning blev fremlagt af Gry Hernø (A) – Enhedslistens transskription
